Årets første gårdkoncert åbner dørene for alle der vil med til en hyggelig stund med Odsherrerne der sørger for underholdningen.
De tre medlemmer af OdsHerrerne har mødt hinanden i et af de små omkringliggende samfund ved Isefjords bredder, hvor de har lyttet til den puls, der banker dybt nede under det smukke istidslandskab. Her har de skabt deres egen sangskat med sange om vandkants- og landliv i en moderne verden. Med deres egne finurlige tekster og iørefaldende melodier har OdsHerrerne åbnet døre ind til ellers lukkede rum udenfor den almindelige mediepopularitets søgelys, hvor det virkelige liv leves på godt og ondt.





























