Holbæk Art indbyder igen i år til gratis sommerworkshops for børn i Holbæk kommune i alderen 7 til 14 år. Udgangspunktet er de mange værker som Holbæk Art gennem årene har fået sat på facader og husvægge rundt om i Holbæk by. Børnene kan med oliekridt på sort papir, collager, tandbørstepensler med stjernestøv og meget mere, kaste sig ud i frie fortolkninger. Det hele løber af stablen i uge 27, fra d. 2. juli til fredag d. 5. juli. Hver workshop har sit eget tema fra udvalgte Holbæk Arts kunstværker. Det hele foregår i Paletten på Holbæk Kulturskole og ledes af billedkunstner Rikke volf og Mette Vibæk.
Tilmelding på info@holbaekart.dk
Workshop 1: “Fabeldyr – tegning og collage” Tirsdag d.2. juli kl. 09.30 – 12.00
Vi kigger på Ursula Reuter Christiansens værk Svanetræf og snakker om kombinationen af mennesker og dyr. Vi arbejder med en blanding af collage og tegning, som vi sætter sammen til hoveder og kroppe.
Workshop 2: “Planeter og Galakser – maleworkshop” Onsdag d.3. juli kl. 09.30 – 12.00
Vi kigger på Marie Kølbæk Iversens ”As a knockle and terribly upset”. Bagefter maler vi lysende planeter på nattehimlen og laver stjernestøv med tandbørstepensler.
Workshop 3: “Sorte og hvide baggrunde – oliekridt og collage” Torsdag d.4. juli kl. 09.30 – 12.00
Værket ”Caged Flowers” af Martin Aagaard Hansen er malet på sort baggrund. Det giver en helt anden grundstemning end når man maler eller tegner på hvidt. Det skal vi også prøve. Vi arbejder med oliekridt og spartel på hhv. sort og hvidt papir. Til sidst sætter vi det hele sammen til collager.
Workshop 4: “Totempæle – tegning/collage/maleri” Fredag d.5. juli kl. 09.30 – 12.00
Vi henter inspiration i Fie Norskers værk Totem. Oprindeligt har totempæle i den indianske kultur bl.a. haft den funktion, at de kan holde ånder væk. Vi tegner og maler hoveder og symboler med forskelligt humør og udtryk og bagefter sætter vi dem sammen til et totempæl-billede.
Alle workshops er sponsoreret af Holbæk Art og Holbæk Lokalforum
Yderligere information: Mogens Christiansen Mobil 20 31 19 08
Tilmelding på info@holbaekart.dk





























