Holbæk Art 2022 præsenterer fire nye værker af danske og internationale samtidskunstnere i det offentlige rum i Holbæks bymidte lørdag d 25 juni kl. 14.00.
Holbæk Art 2022 har rejsen som sit omdrejningspunkt. At rejse, eller det at flytte sig fra et sted til et andet, er en universel erfaring. Alle kommer et sted fra og alle flytter sig i løbet af deres liv. Nogle vælger at drage af sted, andre er nødsaget til det, nogle vender hjem, andre ikke. Hvad enten rejsen manifesterer sig som fysisk eller psykisk oplevelse, udvikler den os som mennesker.
Kurator for Holbæk Art 2022 Mette Kjærgaard Præst har inviteret fire kunstnere, der bidrager til årets tema med hver deres tilgang og unikke perspektiv:
“At Holbæk Art i år bygges op omkring et fælles omdrejningspunkt, nemlig det at ‘rejse’ har haft stor betydning for valget af netop disse fire kunstnere, der hver især og på meget forskellige måder arbejder med både deres eget tilhørsforhold til hvor de kommer fra, og med et udsyn til noget ‘andet’, noget endnu ukendt, og med alt det der ligger imellem.” – siger kurator Mette Kjærgaard Præst om kurateringen af Holbæk Art 2022.
De inviterede kunstnere er:
Marie Kølbæk Iversen (DK), Linda Lamignan (NO/NG), Suzanne Treister (UK) og Patricia Dominguez (CL).
Forperson, Holbæk Art, Lene Floris: “Det er en stor glæde at byde kurator, kunstnere og byens borgere og gæster velkommen til Holbæk Art 2022. Vi ser virkelig frem til at præsentere processen og værkerne for et større publikum. Det særlige ved Holbæk Art er, at der samarbejdes på tværs på så mange felter: Danske/internationale kunstnere, kultur/erhverv, frivillige/professionelle og foreninger/institutioner. I dette særlige fællesskab kan der opnås helt unikke resultater, som er en gave til byen og byrummet: nye værker og oplevelser. Varm tak til alle involverede!”














