Nordisk musik løftes til nye højder, når Dreamers’ Circus indtager scenen på Rotationen i 2026. Trioen er kendt som et banebrydende og internationalt anerkendte ensemble – en gruppe, der med legende nysgerrighed og virtuos musikalitet konstant udvider grænserne for, hvad akustisk musik kan være.
Siden deres tilfældige møde under en sen jamsession i København i 2009 har Dreamers’ Circus udviklet en lyd, der elegant forener folkemusikkens rødder med klassiske traditioner og improvisatorisk jazz. Resultatet er musik, der både føles dybt nordisk og forbløffende moderne – melodisk stærk, rytmisk pulserende og fuld af energi.
På scenen møder du:
- Nikolaj Busk – klaver og harmonika, komponist og arrangør med 15 Danish Music Awards.
- Rune Tonsgaard Sørensen – violinist med international karriere, også kendt fra den Grammy-nominerede Danish String Quartet.
- Ale Carr – cittern-virtuos og en af Skandinaviens mest originale strengeinstrumentalister.
. Med syv anmelderroste album, turnéer i Europa, Nordamerika og Japan samt udnævnelsen som Special Ensemble af Statens Kunstfond, har trioen markeret sig som stærke ambassadører for den nye nordiske lyd. De har skabt musik til film, tv, teater og dans – senest til den roste forestilling De Fortabte Spillemænd i samarbejde med Aaben Dans.
Dreamers’ Circus er kendt for koncerter, der sprudler af fantasi, nærvær og musikalsk mod. Det er en oplevelse, der griber publikum fra første tone og bliver hos én længe efter.





























