Storbypoeten Carl Emil Petersen har tidligere høstet roser for sine akustiske solokoncerter, og i foråret 2025 drager han endelig ud i landet igen på en turné.
Carl Emil Petersen har siden tiden i Ulige Numre skrevet sig ind i både Højskolesangbogen og danskernes hjerter med sange, der har cementeret ham som en af sin generations største sangskrivere herhjemme. På sin soloturné tager han sit seneste album ‘Skillelinjen’ med i bagagen.
På sin kommende forårsturné kommer publikum helt tæt på, når Carl Emil Petersen dykker ned i sit bemærkelsesværdige sangkatalog fra sine ti år på den danske musikscene. Et katalog, der rummer nyklassikere som ‘København’, ’Frit Land’ og ‘Amager Forbrænding’. Rundt omkring i landets små forsamlingshuse, spillesteder og smukke teatersale vil Carl Emil Petersen folde sine tekster og deres fortællinger ud i mere intime rammer. Selv fortæller han om den kommende tourné:
“Jeg holder virkelig meget af at spille mine solo-shows. Hver aften er en ny oplevelse. Nogle aftener er det knappenålen, der falder i guldsalen, og næste aften kan der være en løssluppen energi fra publikum som jeg responderer på. Det hele handler om at være til stede og skabe noget magi i rummet.”




























