En fysisk collage om timing og tålmodighed – Venter på stegte duer
Den perfekte timing, en fyraftensøl, den store kærlighed, en smøg i pausen, nogen der tager dig seriøst. Hvornår? Det er fandme neder’n at vente på noget. Især når intet venter på dig.
VENTER PÅ STEGTE DUER er en fysisk collage om timing, tålmodighed og alt det, vi hver især går og venter på. Forestillingen tager hånd om de mennesker, der er gået i stå, og dem der ikke ved, hvordan man står stille. Det er svært at bedømme, hvad der egentlig er værd at vente på. Presset om at udnytte tiden bedst muligt får mange til at stige af toget. Nogle stiger aldrig på igen. Hvad sker der med dem?
Gennem humor og skrøbelighed undersøger tre kroppe, hvad der sker med os, når vi ikke kan kontrollere tiden
Gæstespil med Kånstkollektivet – udvalgt af elever fra Holbæk Drama College
Medvirkende, iscenesættelse og idé: Cecilie Haugaard, Rune Klenø og Mathilde Bækmark Produktionsleder: Julijane Petruska Scenograf og komponist: Sofie Kallan Lysdesigner: Thora Eriksen og Anders Bernstorff Turnédesign og teknisk ansvarlig: Alexander Tofteskov Hjalmarsson Kunstnerisk konsulent: Niels Skovgaard Andersen Trailer: Mikkel Mørup Fotograf: Louise Eriksen Plakat foto: Nikolaj Lütken
Fra 14 år og op
























