Nye vinoplevelser syd for grænsen

Købmand og Sommerlier Brian Johansen giver her sit bud på en ny vinoplevelse fra et lidt underkendt vinland

Jeg har her valgt at gå en lidt anden vej med et par vine fra vores store naboland Tyskland, som kan en masse med vine og som jeg mener, fortjener en meget større opmærksomhed en vi vanligvis giver landet. For tyske vine er mere end halvsøde/søde Rieslinger og ditto rødvine.

Jeg har fundet to vine fra Weingut Rudi Rüttger i byen Neuleiningen der ligger mellem Mannheim og Kaiserslautern på den vestlige side af Rhinen. Vingården har været ejet af samme familie i generationer og nu er det de unge i familien som er kommet til. Det har resulteret i to forskellige vine med hver sin karakteristika.

En utrolig behagelig og læskende Grauburgunder – utrolig frugtrig og halvtør, en vin som vil være rigtig god til de kommende friske asparges og fisk eller kylling.

Rødvinen er fra samme vinhus, en frisk Spätburgunder som er meget smagfuld med masser af friske røde bær så som kirsebær, skovjordbær og lidt sort peber i smagen, hvilket gør denne vin – gerne afkølet – helt fantastisk til lyse kødretter eller salater.

 

Neuleininger Sonnenberg Grauburgunder trocken Pfalz 2022

Nyskænket præsenterer denne hvidvin sig let citrusgul med et frisk grønt skær. I næsen inviterer 2022’eren med delikat aromatisk finesse og en helt uimodståelig friskhed. Duftnuancer af jasmin, pære, lime og honningmelon med elegante citrusmineralske undertoner. På tungen fornemmes en dejlig fyldig frugtfedme, som får flot modspil af friskheden fra det kølige terroir. Rudi gør det igen!

 

Spätburgunder Vom Kalkboden 2022

Rudi Rüttgers Spätburgunder Vom Kalkboden er flere år i træk – og af flere uafhængige, hyldet som et helt usædvanligt vinkøb – en helt forrygende Pinot Noir i topform med ungdommelige noter. Nyplukkede hybenroser, saftige skovjordbær, røde og sorte kirsebær, røget spegepølse, kalk, sort peber og svampe fra skovbunden – det hele samles i duften. I munden opleves fine frugtnuancer med krydrede vaniljestrejf fra fadlagringen. Lang og lækker finish! Begge vine koster pr. stk kr. 69.95 hos Min Købmand i Tuse

Brian Johansen, Købmand & Sommelier

Efter 30 år i dagligvarehandlen, en uddannelse som sommelier og titlen af butikschef i et større lokalt supermarked, besluttede Brian Johansen sig i efteråret for at tage imod jobbet som Min Købmand i Tuses renoverede købmandsbutik.

”Jeg ville gerne tilbage til nærheden til kunderne. De store supermarkeder er blevet noget upersonlige, men her kender man alle og er på fornavn. Jeg vægter kundepleje og service meget højt, og jeg elsker kontakten med kunderne. Det er jo som at få en stor familie.”

Vinen er Brians helt store passion og derfor har butikken i Tuse også et udvalg i vine, som er dobbelt så stort som tilsvarende butikker. Udover de vine som kædesamarbejdet rummer, køber Brian selv ind hos eksterne vinleverandører, hvilket gør at han kan tilbyde unikke vinoplevelser, når han plukker lige de vine som han mener bør smages. En indstilling som i øvrigt går igen i butikkens øvrige sortiment, hvor f.eks. kød- og bagerafdelingen får leveret fra udvalgte leverandører, som Brian selv har fundet.

I vinafdelingen øser Brian gerne af sin vinøse viden og råder til sammensætningen af mad og vin, ligesom han genre medvirker til at en festlig lejlighed får de rigtige vine og øvrige drikkelse – med fuld returret af overskydende. Ikke så sjældent finder han et par særlige vine, som kan sælges til en god pris – det er for eksemplet med de to aktuelle vine som præsenteres her.