Rent drikkevand står højt på den politiske dagsorden, men et nationalt sprøjteforbud i landbruget er ikke nødvendigvis den løsning, der i sig selv løser problemerne i grundvandet.
Det er hovedpointen i den aktuelle debat, hvor flere eksperter peger på, at forurening af drikkevand kommer fra flere kilder end pesticider alene.
Fund af pesticidrester i vandværksboringer og grundvand har flere steder sat spørgsmålstegn ved ambitionen om, at dansk grundvand skal kunne drikkes uden omfattende rensning. Samtidig har det udfordret befolkningens tillid til kvaliteten af drikkevandet.
Men ifølge professor Nina Cedergreen fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet er det for enkelt at gøre et sprøjteforbud til den eneste løsning. Hun peger på, at forureningen også kan stamme fra blandt andet industri, medicinrester, bildæk, privates brug af algefjerner og hygiejneprodukter.
En anden forsker, Jørgen Eivind Olesen fra Aarhus Universitet, fremhæver nitrat som et muligt endnu større sundhedsproblem. Forskning har ifølge ham fundet en sammenhæng mellem nitrat i drikkevand og øget risiko for tyk- og endetarmskræft.
Hvis nitrat skal nedbringes, kræver det sandsynligvis andre greb end et forbud mod sprøjtemidler. Nitrat stammer primært fra udvaskning af kvælstof fra gødning i landbruget, herunder husdyrgødning. Dermed bliver diskussionen bredere end brugen af pesticider og konventionelt landbrug alene.
Det kan også få betydning for debatten om økologisk produktion, fordi nitratproblemet knytter sig til gødning og dyrkningsformer snarere end kun til kemiske sprøjtemidler.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, om der skal indføres et sprøjteforbud, men hvilke indsatser der samlet set giver størst effekt for både sundheden og grundvandet.
Debatten handler i praksis om flere mulige trusler mod drikkevandet, herunder pesticider, nitrat, PFAS og medicinrester. Derfor efterlyses en mere fagligt funderet tilgang, hvor lovgivning bygger på dokumenteret effekt frem for politiske forenklinger.
