Fredag morgen måtte politiet rykke ud efter en anmeldelse om to større hunde, der gik løse rundt i Mørkøv.
Anmeldelsen kom klokken 8.20, men ifølge politiet var hundene blevet set i området siden omkring klokken 4. På Spurvevej skulle de desuden have optrådt aggressivt over for en anden hundeejers dyr.
Forbipasserende fik senere indfanget hundene og sørgede for, at de kom tilbage til deres ejer.
Politiet tog efterfølgende kontakt til ejeren, en lokal kvinde i 50’erne. Hun forklarede, at hundene formentlig var stukket af, fordi den ene var i løbetid. Ifølge politiet havde kvinden selv forsøgt at finde dem, men uden held.
Kvinden er nu sigtet for at have ladet hundene strejfe rundt og for ikke at have givet dem halsbånd med navneskilt. Sagen ventes at ende med en bøde.








