En video fra søndagens skyderi i Grønneparken bliver nu delt blandt børn og unge i Holbæk, og det får myndighederne til at reagere.
SSP i Holbæk oplyser, at flere unge allerede har set optagelserne, som beskrives som meget voldsomme. Derfor er der sat en særlig indsats i gang for at hjælpe de børn og familier, der kan være blevet påvirket.
– Flere unge har set den, og det er voldsomt. Derfor har vi taget det initiativ at tilbyde, at berørte børn og unge og deres forældre kan blive visiteret til akut psykologisk rådgivning i PPR. Visiteringen foregår gennem os, fortæller SSP-leder Ann-Katrine Holm.
Ifølge SSP arbejder Ann-Katrine Holm og hendes kolleger nu målrettet med at nå de børn og unge, som kan have set videoen efter hændelsen søndag.
Tilbuddet om akut psykologisk rådgivning sker gennem PPR, og visiteringen går via SSP.








