En 11-årig pige blev tirsdag formiddag alvorligt kvæstet i en trafikulykke i Tølløse, hvor hun blev påkørt af en bil, mens hun kom kørende på cykel.
Ulykken skete klokken 10.13 på Sønderstrupvej i den midtsjællandske by, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i et uddrag af døgnrapporten.
Bilen blev ført af en 67-årig mand fra Holbæk-området. Efter sammenstødet blev pigen kørt til behandling på sygehuset.
Politiet oplyser onsdag, at den 11-årige blev hårdt kvæstet, men at hun ikke har været i livsfare.
Der er foreløbig ikke rejst sigtelser i sagen. Midt- og Vestsjællands Politi undersøger fortsat de nærmere omstændigheder ved ulykken.








