Holbæk Stadsarkiv inviterer som led i rækken af erindringsarrangementer under navnet "Mit Holbæk" til en aften, hvor byens arkitektur og historie er i centrum. Her sættes der fokus på de spor, som Holbæk bærer på i sine gader, bygninger og byrum.
Gæsten denne aften er journalist og forfatter Peter Olesen, som vender tilbage til sin barndomsby. Med afsæt i bogen "Det bedste ved Holbæk" fører han publikum gennem de kvarterer, der dannede rammen om hans opvækst, og han retter opmærksomheden mod byens bygningsarv og arkitektoniske kvaliteter.
Der bliver blandt andet kigget nærmere på Ahlgade, havnen og stræderne imellem, på museumskomplekset og den gamle by i Klosterstræde samt på Bedre Byggeskikbevægelsen, blandt andet omkring Bakkekammen. Entré: 30 kr. Arrangementet foregår på Holbæk Bibliotek.
