På Folkemødet i Jyderup holder demokrati- og biblioteksforsker, ph.d. Jesper Lundsby Skov et foredrag om kunstig intelligens og demokratisk dannelse set i et historisk perspektiv. Med nedslag i 1800- og 1900-tallet ser han nærmere på, hvordan den folkelige og demokratiske medborger er blevet formet i Danmark, og hvilken betydning højskoler, biblioteker og aviser har haft i den udvikling.
Foredraget rejser også spørgsmålet om, hvad historien kan lære os i dag, og sætter den danske demokratiske tradition op imod den misinformation, der spredes af amerikanske techselskaber som Facebook og X. Arrangementet finder sted på Jyderup Højskole, er gratis, og du kan bare møde op. Det er støttet af projektet Demokratiske Nabolag, finansieret af Veluxfonden, og gennemføres i samarbejde med Holbæk Bibliotekerne som et bidrag fra Jyderup Bibliotek til Folkemødet Vores Jyderup.
