Holbæk Æglageret præsenterer fra 5. Sep. - 3.oktober 2026 udstillingen En fornemmelse for retning af Anne Vilsbøll. Udstillingen følger planters forvandling til kunstneriske værker og viser, hvordan materialer som brændenælde, morbærtræ, manila hamp og rabarber kan blive til et overraskende univers af individuelle værker. Besøgende kan opleve de mange udtryksmuligheder, der opstår, når planter bearbejdes til kunst.
Anne Vilsbøll har siden 1982 arbejdet med cellulose som grundlag for hele sin kunstneriske praksis. Hendes proces omfatter blandt andet indsamling af planter, kogning, rensning, hamring, skæring og støbning. Den danske billedkunstner, forfatter og uafhængige kurator var med til at introducere håndlavet papir som kunstnerisk medium i Danmark og Skandinavien i begyndelsen af 1980'erne og omtales ofte som en markant skikkelse inden for papirkunst.
Udstillingen vises i Æglageret i Holbæk, hvor Anne Vilsbøll sidst udstillede i 1995 med Burmadays efter et studieophold i Burma om tilvirkning af bladguld.
