Præstegaarden Jyderup markerer overgangen fra sensommer til efterår med et høstmarked over to dage i slutningen af august.
Markedet finder sted den 29. og 30. august, begge dage fra klokken 10 til 16, og breder sig over flere områder på stedet. Det gælder den gamle frugthave, præstegårdshaven, den lille lade samt butik, restaurant og bageri.
Ifølge Præstegaarden bliver der lagt op til levende markedsstemning med fokus på årstidens råvarer og oplevelser.
“En vigtig del af oplevelsen er de dygtige og passionerede udstillere, hvoraf flere i forvejen er faste leverandører til Præstegaarden. Gæsterne kan blandt andet glæde sig til små stemningsfulde boder med sensommerens frugt, smukke blomster, lokal vin og most, fin keramik, nyslynget honning, træhåndværk, vintagefund og gourmet-is,” skriver Præstegaarden Jyderup i en pressemeddelelse.
Arrangementet samler dermed både madoplevelser, håndværk og lokale specialiteter i rammer, der skal understrege høsttemaet.
Yderligere information om markedet findes på Præstegaarden Jyderups hjemmeside: www.jyderupprastegaard.dk.








