Klar til forår

En udsøgt placering lige ved vandet og et fint dækket bord. Hvad kan man mere ønske sig?

Tuse Næs har meget spændende at byde på, men især de skønne kystområder hele vejen omkring næsset kan overrumple de fleste. På den udsøgte placering i vandkanten af Holbæk Fjord har spisestedet Hørby Færgekro ligget i hundredevis af år og beværtet rejsende og lokale gæster.

Her venter stadig en oplevelse af særlig kaliber. Kroen har med nye ejere igennem de seneste år, formået at tiltrække både lokale beboere og udefrakommende, der søger velsmagende nordiske retter, en personlig service ud over det sædvanlige og så, naturligvis, den smukke udsigt over vandet.

I vinterferien kom besøgende fra hele Sjælland strømmende til, på grund af den nationale restaurantfestival Dining Week, der viste sig at blive en stor succes. Her fik 484 gæster serveret en 3-retters menu, der efterlod dem med så gode oplevelser at gennemsnittet af deres anmeldelser endte på 9,1 for maden og 9,6 for betjeningen.

”Vi havde ærgerlig talt ikke regnet med, at der ville komme så mange mennesker” fortæller direktør Jesper Fogtmann. ”Det var første gang, at vi deltog i Dining Week, og det er bestemt ikke den sidste”.

Hver måned tilbyder Hørby Færgekro en særlig Månedens Menu, som er tilpasset sæsonens friske råvarer. Det står én frit for om man vælger en, to eller alle tre retter. Med ankomsten af foråret finder man blandt andet koldrøget laks, lammeculotte og chokolademousse på Månedens Menu i april.

Men det er ikke kun maden, der trækker folk til kroen. Der afholdes forskellige aktiviteter såsom musik banko, foredrag, filmvisning og vinsmagning. Der er stor tilslutning og ligefrem ventelister til nogle arrangementer.

Selskabslokalernes kalender er hen over sommeren fyldt op med festlige begivenheder.

”Vi oplever mange gæster, der tidligere har afholdt eller været gæster på kroen, for flere årtier at tilbage komme retur for at fejre deres runde fødselsdag, jubilæum eller guldbryllup hos os. Det er virkelig morsomt at se deres reaktion, når de træder ind ad døren i vores nyrenoverede lokaler. Den fantastisk beliggenhed og udsigt har jo ikke ændret sig med tiden, men de nye lyse og åbne rum og den badehotelinspirerede indretning overrasker dem tydeligvis,” smiler Jesper. ”Vi glæder os til at varmen kommer, så vi kan åbne mere op på terrassen og gæsterne kan nyde maden med den fine udsigt til Holbæk By”.